Tilbage til Alle begivenheder

Surfcamp i Fjand Badeby


  • Fjand Badeby IS 79 Bjerghuse Ulfborg, 6990 Denmark (kort)

Velkommen til Surfcamp i Fjand Badeby!

Fra søndag d. 29. juni til torsdag d. 3. juli inviterer vi jer til en uforglemmelig oplevelse, hvor vi er sammen om sjove og spændende vandsportsaktiviteter i naturskønne omgivelser. Campen er for alle, uanset erfaring, og tilbyder en ferie med en unik kombination af aktivitet, afslapning og fællesskab.

Hvad er Surfcamp i Badebyen?

Surfcamp i Fjand Badeby er en fem-dages oplevelse hvor alle kan være med – ung som gammel, singler som familier - hvor vandsport, fællesskab og gode måltider er i centrum. Campen begynder søndag eftermiddag og afsluttes torsdag eftermiddag, hvor vi siger farvel og på gensyn til nye venskaber og minder for livet.

Campen er bygget på idéen om fællesskab og aktiv ferie. Det betyder, at vi sammen hjælper og servicerer hinanden – både på land og til vands. Samtidig sørger vi for at skabe en afslappet og inkluderende atmosfære, hvor der er plads til både at være aktiv og trække sig tilbage for at slappe af.

På alle dage vil der være et fastlagt program med forskellige aktiviteter bestående af surf-lektioner og sociale aktiviteter, men også tid på egen hånd til afslapning eller at nyde naturen og området på egen hånd. Man overnatter i hyggelige hytter med eget badeværelse og tekøkken, og alle måltider spises sammen med resten af deltagerne i vores skønne fælleshus

Alt inklusiv – med fokus på mad og natur

På Surfcamp i Badebyen er maden inkluderet i hele opholdet, og vi lægger stor vægt på kvalitet og lokal forankring. Alle måltider tilberedes af lokale, økologiske råvarer med inspiration fra hav, fjord og mark. Vi sørger for smagfulde og nærende retter, hvor friske råvarer er i fokus. Der vil være noget for enhver smag, og vil overvejende være vegetarisk med et evt. tilvalg af kød eller fisk. Og vi lover, det er måltider som tilfredsstiller både store og små maver, og er nærende og mættende til de aktive dage.

Måltiderne er en central del af fællesskabet. Vi spiser sammen og deler oplevelser fra dagen, og man forventes at deltage i enkle opgaver omkring måltiderne – det kan være at hjælpe med borddækning, afrydning og lignende.

Surfing og vandsport for alle niveauer

Uanset om I er garvede surfere eller prøver kræfter med bølgerne for første gang, har vi aktiviteter og undervisning, der passer til alle. Vores dygtige, professionelle instruktører guider jer trygt gennem oplevelserne og tilpasser undervisningen til jeres niveau.

Børn er meget velkomne i selskab med voksne, og kan deltage i surf-aktiviteterne hvis de er over 10 år og kan svømme.

Hvad kan I opleve?

Vi vil som udgangspunkt have fokus på wavesurfing på havet, og lektionerne og øvelserne vil være tilpasset hertil. Men da. Vi ikke er herrer over vind og vejr, og dette er afgørende for en god oplevelse på havet, så vil vi hver dag tilpasse aktiviteterne efter dette, og tilbyde alternative aktiviteter hvis det ikke er muligt at komme på havet.

  • Wavesurfing: Tag udfordringen op på Vesterhavets bølger.

  • Fjordsurfing: En rolig og sikker start på den smukke Nissum Fjord.

  • Andre vandsportsgrene: Prøv kræfter med SUP (Stand Up Paddle), windsurfing og kajak.

  • Surfskate og yoga: Indendørs fysiske øvelser, som dygtiggør vores balance og styrke med fokus på at forbedre vores surfing.

 

Naturskønne omgivelser og hyggestunder

Fjand Badeby ligger mellem Vesterhavet, Nissum Fjord og Husby Klitplantage – et område, der byder på ro, skønhed og eventyr. Når I ikke er på vandet, kan I tage på opdagelse i klitplantagen, slappe af ved stranden eller deltage i fælles aktiviteter som spil og hyggestunder med de andre deltagere. Dette kan være bålhygge, sun-downers i den nærliggende vinbar, bankospil mv.

Program

Vi har placeret Familie Surfcamp i uge 27, den første uge af skolernes sommerferie. Dette giver jer mulighed for at starte sommerferien med en oplevelse, der kombinerer aktivitet og afslapning i et trygt og inspirerende miljø.

Overordnet program (med forbehold for ændringer):

  • Søndag (fra kl. 13):

    • Ankomst, indlogering og velkommen.

    • Introduktion til campen, program mv.

    • Minilektion teori og fysik, samt forberedelse til de kommende dage.

    • Fællesmiddag og aften hyggestund.

  • Mandag – Onsdag:

    • Morgenmad i fælleshuset

    • Surf lektion

    • Frokost i fælleshuset

    • Afslapning og tid på egen hånd

    • Fællesmiddag og eftermiddag eller aftenhyggestund.

  • Torsdag (til kl. 13)

    • Morgenmad i fælleshuset

    • Surf lektion

    • Frokost i fælleshuset

    • Afslutning og på gensyn

 

Vores vision – mere end en camp

Surfcamp i Fjand Badeby handler om at skabe en ferieoplevelse, der er både aktiv, hyggelig og mindeværdig. Vi ønsker at skabe rammerne for, at familier kan knytte tættere bånd gennem fælles aktiviteter og måltider.

Vores mad, tilberedt af lokale, økologiske råvarer, er en vigtig del af oplevelsen. Sammen med vandsportsaktiviteterne ønsker vi, at alle deltagere får en følelse af samhørighed, hvor både store og små kan bidrage og finde deres plads i fællesskabet.

Vi glæder os til at byde jer velkommen til en ferie, hvor naturaktiviteter og nærvær er i centrum – og hvor I tager hjem med nye oplevelser og venskaber i bagagen.

Tilmelding og praktisk information

Alle er velkommen på campen: I kan komme som familie, singler, par eller grupper. Vi sørger for alt det nødvendige udstyr til surf-aktiviteterne. Alt, hvad I skal medbringe, er lysten til at være sammen og udforske vandsportens verden. Børn er meget velkomne i selskab med voksne. Dog skal man være minimum 10 år og kunne svømme for at deltage på surf-aktiviteterne.

Prisen for hele campen er 4.950 kr. pr. person inkl. surf-lektioner, overnatning og fuld forplejning (alle måltider).
Prisen gælder for voksne ved booking af min. 2 personer i samme hytte. For børn mellem 10 og 15 år er prisen 2.950 kr. Og kommer man som single og ønsker sin egen private hytte, er der et tillæg for 1.250 kr.

Tilmelding sker via mail: info@fjandbadeby.dk
Kontakt os meget gerne for spørgsmål og flere praktiske detaljer.

 

OBS: Det er også muligt at deltage i surf lektionerne og de sociale aktiviteter en enkelt eller færre dage – med eller uden overnatning. Kontakt os på mail eller telefon for nærmere information.

 

Vi ser frem til at dele denne oplevelse med jer!

Med venlig hilsen,
Team Surf Camp Fjand Badeby

Forrige
Forrige
16. august

Vinsmagning og takeaway i Vandværket

Næste
Næste
11. juli

"Spis fra naboen" – fællesspisning med smag for det grønne